Vedligehold af stål - varmtforzinkede emner

 

Ved almindelig vedligehold brug sæbevand fra sæbeprodukter med pH-værdi mellem 6 og 12.
Skyl efter med rent vand.

Får du brug for kraftigere rengøring, anbefaler vi dieselolie. Skyl igen efter med rent vand.

 

Råd og vejledning om varmforzinkning

Reparationer skal udføres så:

• Holdbarheden bliver sammenlignelig med oprindelig belægning eller giver tilstrækkelige og lange vedligeholdelsesintervaller
• Reparationsmaterialet ikke forringer resultatet af evt. senere malebehandling
• Reparationen ikke fremtræder tydeligt, selv om fuld farve- og glansoverensstemmelse med oprindelig belægning ikke kan påregnes
   

Reparationsmetoder:
Erfaringerne viser, at følgende metoder kan anvendes:

• maling med zinkstøvmaling
• metalsprøjtning med zink
• påføring af lavtsmeltende loddezink
   

Midlerne til forbehandling kan være:
Affedtere, vand, nålepistoler, stålbørster, groft slibepapir eller sandblæsningsudstyr.

 

Forbehandling:
Uanset metode må det beskadigede område og tilgrænsninger afrenses.
Således må man fjerne olie, fedt, svejsesprøjt, svejseslagger og antirust.

 

Behandling:

Maling med zinkstøvmaling
Zinkstøvmalinger er malinger med indhold af metallisk zinkpulver i egnede bindemidler. Zinkstøvmidler kan opdeles efter deres bindemidler, fx således:

• En-komponent organiske zinkstøvmalinger: fx cykliseret kautsjukl, epoxyester, urethanalkyd
• To-komponent organiske zinkstøvmalinger: epoxy
• To-komponent uorganiske zinkstøvmalinger: silikat, ethylsilikat
   

Bemærk: Malingstyperne ovenfor er opstillet efter stigende beskyttelsesværdi, men også med stigende krav til forbehandling.

 

Efter fjernelse af olie, fedt, salte m.v. skal reparationsstedet renses til metallisk renhed.
Vi anbefaler sandblæsning til alle malingstyper.

• To-komponentmalingerne skal helst rense til minimum Sa 2½.
• For (ethyl) silikatmaling skal ruheden opnået ved sandblæsning yderligere være mindst R 12,5 um.
• For en-komponent organiske materialer malingstyper kan rensningen foretages med slibning med groft slibepapir (korn 24 eller 40).
   

Reparationens holdbarhed

Forbedres dog ved sandblæsning.
Zinkbelægningen omkring det beskadigede sted matteres i forbindelse med slibningen eller sandblæsningen.

 

Tykke zinkbelægninger, som man fx får på visse silicumberoligede stål, kan skalle ved brud i selve zinkbelægningen. Hvis lagtykkelsesmåling viser, at der på afskalningen stadig findes 30-50 um. zink, kan forbehandlingen ske ved let slibning.

 

Malingen kan påføres med pensel. Både det beskadigede sted og den omkringliggende zink skal behandles.

 
Malingstykkelsen bygges op svarende til tykkelsen af zinkbelægningen, dog helst mere end 100 um. En undtagelse er (ethyl-) silikatmalinger, hvor lagtykkelsen bør ligge mellem 60 og 80 um. Aluminiumspigmenterede malinger bør ikke anvendes.
 
Metalsprøjtning med zink:
Metalsprøjtning med zink er en fremragende beskyttelsesmetode. Normalt er den dog kun egnet for større reparationsområder og kræver samme forbehandling som (ethyl-) silikatmalinger, dvs. sandblæsning til min. SA 2½, ruhed minimum R 12,5 um.

 

Sprøjtningen kan udføres enten ved flamme- eller lysbuesprøjtning. Lagtykkelsen bringes let op på samme lagtykkelse som den oprindelige belægning i samme sprøjteoperation.
Da belægningen er brugsklar efter endt påføring, kan metoden være hurtigere at benytte end maling med silikat.

Den metalsprøjtede belægning er særdeles egnet for maling med samme malingstyper, som benyttes på varmforzinkning.

 

Påføring af lavtsmeltende loddezink:
En række lavtsmeltende legeringer med zink kan anvendes til reparationer.
Reparationernes holdbarhed synes begrænset, og metoden bør derfor kun anvendes på små beskadigelser.

 

På konstruktionsdele udsat for trækspændinger er der set eksempler på revneddannelser på grund af korngrænseindtrængning af loddemetallet. Metoden må derfor frarådes på spændingsbelastede dele, herunder på svejsesømme, hvor det ellers er nærliggende at anvende svejsevarmen til smeltning af loddematerialet.

 

I Danmark er loddezinklegeringerne begrænset til legeringer uden cadium.

 

Påføring af loddezink sker sådan:
1. Reparationsstedet renses for olie og fedt
2. Området opvarmes til loddets arbejdstemperatur
3. Der stålbørstes på det opvarmede område og der tilføres evt. separat flusmiddel, fx salmiak
4. Loddet gnides mod den varme overflade
5. Det smeltede lod fordeles, fx med spartel
6. Rester af flusmiddel fjernes med fugtige klude eller skylning med vand
 
Det er ikke ualmindeligt, at der ved forespørgsel på varmforzinkning udtrykkes ønske om garanti på holdbarheden i fx 5 år. Argumentet er ofte, at en tilsvarende garanti kan opnås ved korrosionsbeskyttelse med maling. Varmforzinkeren vil normalt svare, at der kan garanteres en konditionsmæssig behandling, så varmforzinkningen overholder de aftalte krav, men at der ikke gives garantier på holdbarheden. Hvorfor?:

 

Varmforzinket stål anvendes i langt større udstrækning under atmosfæriske forhold, og det er almindeligt kendt, at korrosionsbeskyttelsen er effektiv og har god holdbarhed. Holdbarheder på omkring 25 år eller mere uden vedligehold er ikke usædvanlige under udendørs forhold, når der ses bort fra de tyndeste zinklag på fx boltevarer eller koldvalsede ståltyndplader. Afvisningen af garantien skyldes derfor ikke, at varmforzinkningens holdbarhed ventes at være mindre end garantiperioden.

 

I atmosfæren korroderer zinkbelægninger i det væsentlige jævnt og med konstant hastighed. Lang tids brug af zinkbelægninger til korrosionsbeskyttelse af stål har givet erfaring med zinkkorrosionshastigheden i forskellige atmosfæriske miljøer, så beskyttelsens levetid kan forudsiges. Infobladet "Varmforzinkning og korrosionsklasser" angiver korrosionsbeskyttelsens levetid ved forskellige zinklagstykkelser i korrosionsklasse 0-3.

 

De generelt lange levetider, der opnås med varmforzinkning under atmosfærisk brug, er betinget af, at stålkonstruktionen er hensigtsmæssigt udformet , så der ikke forekommer øget korrosion ved galvanisk påvirkning eller pga. ansamlinger af vand eller snavs på og i konstruktionen.

 

Kraftige korrosionsangreb kan forekomme, hvor zinkoverfladerne ligger mod våde byggematerialer som fx regnpåvirket murværk eller våd isolering.

 

Visse kemikalier er også aggressive overfor zink, ligesom stærkt sure eller stærkt basiske væsker kan resultere i kraftig korrosion og kort holdbarhed.

 

I vand og jord kan zinkkorrosionshastigheden variere indenfor meget vide grænser, og lokalt øget korrosion kan forekomme. Oftest vil det være nødvendigt at foretage supplerende beskyttelse med maling for at opnå lang holdbarhed.